Christian Andersen stopper og Michael Blaudzun overtager førertrøjen.
Christian Andersen stopper
Det danske cykelhold Team Designa Køkken - Blue Water skal
have ny direktør, idet holdets direktør igennem de seneste 3 år,
Christian Andersen, har valgt at søge nye græsgange.
Christian Andersen har således været direktør i hele holdets
levetid, men føler nu, at tiden er kommet til at prøve noget
andet.
"Jeg har været på holdet i mange år og synes, at tiden nu er kommet
til at prøve noget andet. Jeg har været og er meget stolt af det,
som jeg var med til at bygge op, samt de mange flotte resultater,
som holdets ryttere har opnået, mens jeg har "siddet bag rettet".
Men selv gode historier skal have en ende, og jeg har valgt, at de
mange timer og den erfaring, som jeg har opnået i
direktørstillingen, nu skal prøves af et andet sted", oplyser
Christian Andersen.
"Vi er naturligvis meget kede af Christian Andersens beslutning,
men har også fuld forståelse for den. Christian Andersen har været
synonym med holdet i hele dets levetid, hvorfor han også har været
manden, der har været med til at bringe holdet op på det niveau,
det er i dag. Han kan således med stolthed se tilbage på nogle
begivenhedsrige sæsoner, hvor ikke mindst Jakob Fulgsangs samlede
sejr i 2008-udgaven af Post Danmark Rundt er værd at nævne,"
udtaler formanden og næstformanden for selskabet bag holdet
Christian Jensen og Jesper Schack og fortsætter: "Christian
Andersen har lagt utroligt mange timer i holdet, hvilket vi har
været meget glade for, og vi hverken vil eller kan stå i vejen for
Christian Andersens ønske om at prøve noget andet".
Michael Blaudzun overtager førertrøjen
Idet det er nogen tid siden Christian Andersen internt har
udtrykt ønske om dette skifte, har bestyrelsen haft mulighed for at
søge og finde en ny direktør for cykelholdet - nemlig Michael
Blaudzun.
"Vi er stolte over, at kunne meddele, at Michael Blaudzun tager
over, hvor Christian Andersen slipper. Michael Blaudzun behøver
selvsagt ingen introduktion - heller ikke til den sportslige side
af jobbet, idet han som bekendt har været en af de mest
betydningsfulde danske professionelle cykelryttere igennem de
seneste to årtier", udtaler Christian Jensen og Jesper Schack og
uddyber: "Vi er sikre på, at Michael Blaudzun vil kunne bibringe
rytterne mange af de ting, som han selv har erfaret og fundet
værdifulde, så både bestyrelsen og rytterne gælder sig til
samarbejdet med Michael Blaudzun."
"Jeg glæder mig ustyrlig meget til at kunne påbegynde mit nye
virke. Det er selvsagt ikke mange gange, at man bliver tilbudt
muligheden for at komme til at stå i spidsen for et professionelt
cykelhold og slet ikke Danmarks bedste kontinentalhold - Team
Designa Køkken - Blue Water, så da jeg blev spurgt, skulle jeg ikke
bruge lang tid på at beslutte mig" lyder det glædeligt fra Michael
Blaudzun, der slutter "Jeg må tilstå, at jeg ser frem til at komme
tilbage til cykelmiljøet - fuldtids -, hvor jeg befundet mig godt,
siden jeg i 1995 skulle køre min første professionelle sæson, men
selvfølgelig er det også med lidt sommerfugle i maven, idet jeg jo
ikke tidligere har haft det overordnede ansvar, som en direktør jo
har."