Torsdag aften blev det nye fusionshold, Team Designa Køkken – Blue Water, præsenteret på hotel Østergaard i Herning. Et meget velbesøgt arrangement bød faktisk på hele tre holdpræsentationer, da først Team Designa Køkken – Blue Waters junior- og dame-hold blev præsenteret skarpt forfulgt af seniorerne.
"Det var en flot holdpræsentation med rigtige mange mennesker,
og dejligt at have samlet hele holdet til en samling forud for
sæsonen. Det er ekstremt stærkt hold, som vi har fået sammensat. Vi
glæder os til at komme i gang og tage kampen op imod Team Saxo
Bank, når vores veje krydses. Vi har holdet til at kunne udfordre
dem i 2010," forklarer holdets nye manager Michael Blaudzun efter
præsentationen.
Team Designa Køkken - Blue Water består i 2010 af følgende
ryttere: Niki Byrgesen, Adrian Udesen, Emil Hovmand, Kasper
Jebjerg, Jacob Kollerup, Sergey Firsanov, Michael Reihs, Glenn Bak,
René Jørgensen, Morten Christiansen, Mathias Lisson, Jimmi
Sørensen, Rasmus Quaade samt verdensmestrene Casper Jørgensen, Jens
Erik Madsen og Michael Færk Christensen samt VM-sølvvinderen Daniel
Kreutzfeldt.
Til holdpræsentationen kunne det midtjyske hold altså fremvise
hele tre verdensmestre i form af Michael Færk Christensen, Casper
Jørgensen og Jens Erik Madsen.
"Vi glæder os rigtig meget til at skulle forsvare VM-trøjerne på
hjemmebane i Danmark om 14 dage. Det bliver svært, men vi vil gøre
vores allerbedste," forklarer de tre verdensmestre.
En time efter holdpræsentationen tog hele seks af Team Designa
Køkken-Blue Waters ryttere videre til Ballerup Super Arena, hvor
rytterne er samlet de næste 14 dage frem imod VM. Team Designa
Køkken-Blue Water er hovedleverandøren til banelandsholdet, da
holdet har seks ud af ti ryttere på banelandsholdet. Udover de tre
verdensmestre, så er det VM-sølvvinderen fra sidste år Daniel
Kreutzfeldt samt de to multitalenter Rasmus Quaade og Niki
Byrgesen.
Team Designa Køkken-Blue Waters store mål i 2010 bliver GP
Herning i maj måned, DM i juni og Post Danmark Rundt i august.
Holdet vil også gøre det godt i de udenlandske løb, hvor holdet
allerede i årets første løb i Gabon i Afrika hentede en flot
UCI-sejr ved Michael Reihs.
Holdet starter rigtig for alvor landevejssæsonen i næste uge,
hvor holdet kører tre endagsløb i form af Nokere-Koerse,
Classic Loire Atlantique samt La Roue Tourangelle, og derefter
venter der et uge langt etapeløb i form af Tour de Normandie.