I kamp imod 12 professionelle hold

Det nye fusionshold, Team Designa Køkken – Blue Water, er klar til den europæiske cykelsæson.


Holdet stiller i morgen til start i årets første opgave i Europa, når semiklassikeren Nokere Koerse afvikles for 65. gang. Løbet køres over 192,9 kilometer og rytterne skal slås om 269 UCI-point, som fordeles til de 12 bedste i løbet.

Team Designa Køkken - Blue Water stiller til start med René Jørgensen, Sergey Firsanov, Emil Hovmand, Jimmi Sørensen, Glenn Bak, Morten Christiansen, Kasper Jebjerg samt Michael Reihs, som allerede i januar måned viste, at han gik en stor sæson imod, da han vandt en UCI-sejr i holdets første optræden i Gabon i Sydafrika.

Det danske mandskab kan dog se frem til hård modstand onsdag eftermiddag, da fem ProTour mandskaber er til start i form af Rabobank, Francaise des Jeux, Omega Pharma-Lotto, QuickStep og Milram. Desuden stiller hele syv professionelle kontinentale hold til start, så det bliver en hård sæsonstart, som venter.

"Det er en god måde at komme ud og teste sig selv af på. Der er nogen, der ikke har kørt et cykelløb i år, imens nogle af de andre ryttere har kørt i Afrika, men det er efterhånden længe siden. Jeg vil være tilfreds med, hvis vi havde et par folk med i finalen," forklarer holdets nye manager Michael Blaudzun forud for løbet.

Efter løbet i Belgien, så tager Team Designa Køkken - Blue Water videre til Frankrig, hvor der venter ni løbsdage i streg. Lørdag kører holdet Classic Loire Atlantique, imens søndagen står på La Roue Tourangelle. I den efterfølgende uge kører Team Designa Køkken - Blue Water etapeløbet Tour de Normandie, som er et løb over syv dage fra den 22. til den 28. marts.