Hård dag i Frankrig

I dag blev anden etape af Tour du Loir-et-Cher kørt fra Lamotte-Beuvron til Vendôme over 194 km. En etape, hvor der blev kørt cykelløb og hvor Team Designa Køkken-Blue Water ikke havde den bedste dag.

"Det gik ikke så godt i dag. Der bliver kørt cykelløb, og der stikker en gruppe af på cirka 15 ryttere, hvor vi ikke får en rytter med. De får oparbejdet et forspringet på halvandet minut relativt hurtigt," forklarer sportsdirektør Søren Lilholt efter dagens etape.

Som noget nyt i 2010 kører UCI-holdene uden radiokommunikation i de typer løb, som Tour du Loir-et-Cher, hvilket betyder, at sportsdirektørerne i bilerne ikke kan informere rytterne om, hvordan cykelløbet udvikler sig.

"Vi sov i timen i dag, og det kostede dyrt, fordi udbruddet holder hele vejen til mål. Vi kunne ikke komme i kontakt med rytterne og fortælle dem om situationen. Frontgruppen kommer hjem til målstregen med et forspring på cirka tre minutter. Desværre bliver Daniel Kreutzfeldt også relativ hurtig sat på dagens etape, og det betyder, at han udgår. Vi vidste godt, at det kræver meget at omstille sig for banen til landevejen, så derfor er det ikke så overraskende, at det koster dyrt i dag. Michael Færk Christensen kæmpede også hårdt for at komme i mål. Han kommer ind som en af de sidste ryttere indenfor tidsgrænsen," tilføjer Søren Lilholt.

Glenn Bak kom også i mål i en af de sidste grupper, imens Mathias Lisson og Sergey Firsanov sad med feltet hjem, som kom i mål cirka tre minutter efter udbruddet.

"Det var en ærgerlig dag, da vi nu er ude af klassementet," slutter Søren Lilholt.

Team Designa Køkken-Blue Water kan nu forsøge at køre efter etaperesultater de kommende dage. Etapeløbet slutter søndag.

Tour du Loir-et-Cher - resultat 2. etape