Michael Reihs vandt i dag landevejsløbet i Rødekro i Danmark. Team Designa Køkken - Blue Water-rytteren sejrede i en spurt foran Michael Tronborg (Glud & Marstrand Horsens - LRØ Rådgivning). Team Saxo Banks nykårende verdensmester Alex Rasmussen besatte den sidste podieplads.
Team Designa Køkken - Blue Water stillede til start med Jens
Erik Madsen, Morten Christiansen, Kasper Jebjerg og Michael Reihs i
dagens landevejsløb.
"Allerede tidligt blev feltet splittet i sidevinden. Vi kom alle
fire ryttere med i forreste gruppe. Denne gruppe øgede de
næste fire omgange," forklarede Michael Reihs efter dagens
sejr.
På fjerde omgang angreb Michael Reihs sammen med to andre
ryttere, men blev hentet en omgang senere af en
forfølgergruppe.
"Jeg kom af sted med Alex Rasmussen (Team Saxo Bank) og Michael
Berling (Glud & Marstrand). Vi sidder derude i en omgang, men
en gruppe kommer op til os, hvor der begynder at blive kørt lidt
taktisk, da ingen vil komme hjem sammen med Alex Rasmussen, da han
vil være den hurtigste i en spurt. Det lykkedes Michael
Tronborg og jeg at komme af sted, og så var det bare at give den
fuld gas til målstregen. I spurten slår jeg så Michael Tronborg,"
tilføjer Michael Reihs.
Michael Reihs døjer dog fortsat med hånden efter sidste års
styrt, som ødelagde efterårssæsonen for ham.
"Jeg havde meget ondt i hånden efter Drenthe i Holland i sidste
weekend. Det går bedre, men jeg må træne med en skinne. Desuden
kører jeg med hånden bundet op. Jeg døjer med, at den bliver helt
stiv. Nu vil jeg hjem og hvile den lidt og så se om den er i orden
til morgendagens løb i Sønderborg," slutter Michael Reihs.
Det var Michael Reihs' anden sejr i denne sæson. I januar måned
vandt Team Designa Køkken - Blue Water-rytteren en UCI-sejr i
Gabon.
Meldgaardløbet RødeKro -
resultat