Anden afdeling af Post Cuppen 2010 blev i dag kørt ved Sorø. Rytterne skulle køre over syv omgange på en 21,3 km rundtrækning og sidenhen syv omgange på en 4,4 km rute alt i alt 180 km.
Efter 50 kilometer rev en gruppe bestående af Michael Berling
(Glud & Marstrand - LRØ Rådgivning), Jacob Kollerup (Team
Designa Køkken - Blue Water), Jakob Bering (Team Energi Fyn), Jacob
Gye Madsen (Team Stenca Trading - M1) samt Kaspar Schjønnemann og
Kristian Sobota (Team Concordia Forsikring) sig fri.
"Det var et langt og hårdt løb. Jeg havde prøvet par gange, hvor
det ikke lykkedes at komme af sted, men her ramte vi den rette
kombination," forklarer Jacob Kollerup efter dagens løb.
"Det går lidt kludder i det, da en gruppe på 9-10 ryttere kommer
af sted nede bagfra og så går der lidt taktik i den, men vi holder
den nu meget godt kørende. Hen imod finalen var det tydeligt, at
Michael Berling var den stærkeste. Jeg prøvede at holde mig til og
prøvede også et par gange, men jeg bliver treer i dag, hvilket jeg
egentligt er godt tilfreds med," tilføjer Team Designa Køkken -
Blue Water-rytteren.
I det samlede klassement er Jacob Kollerup nu nummer syv og
dermed godt med i kampen om den samlede Post Cup sejr.
"Det ser godt ud samlet. Vi har fire ryttere i top 11, det var
selvfølgelig lidt ærgerligt, at Kasper Jebjerg var sløj i dag og
Michael Reihs var syg og slet ikke kom til start. De klarede det jo
godt i første afdeling. Jeg vil nu prøve at gøre det godt i Post
Cuppen, hvor jeg regner med at køre alle afdelinger," slutter Jacob
Kollerup.
Postcup
2. afd. Sorø - resultat