I dag blev fjerde og sidste etape af Ronde de l'Oise kørt fra Clemont til Rantigny over 180,2 kilometer. Før etapen var danske René Jørgensen samlet nummer tre, men Team Designa Køkken-Blue Water havde meldt ud, at de ville forsøge at gå efter den samlede sejr. Før etapen var Nadir Haddou (Big Mat - Auber 93) i front af løbet med syv sekunder foran Steven Tronet (Roubaix Lille Metropole) og yderligere et sekund foran danske René Jørgensen.
Allerede tidligt i løbet kom løbets førende rytter Nadir Haddou
under pres, da en større gruppe på 32 ryttere rev sig løs, hvor Big
Mat - Auber 93-rytteren ikke sad med.
"Det blev tidligt åbnet og vi havde René Jørgensen med, og så var
der for alvor åbnet for cykelløbet. I 32-mandsgruppen havde vi
desuden Michael Færk og Michael Reihs, og vi gav den fuld skrue.
Især Michael Færk kørte rigtigt stærkt og længe havde frontgruppen
et hul på omkring et minut. Desværre var nummer to samlet også med
i udbruddet, men han var kun et sekund foran René," forklarer Team
Designa Køkken-Blue Waters sportsdirektør Allan Bo Andresen efter
løbet.
I frontgruppen var der også to ryttere fra Big Mat - Auber 93, som
ikke ville føre, da løbets førende rytter ikke var med. Det gjorde,
at alle i frontgruppen ikke var interesseret i at føre.
"Undervejs var der en bonusspurt, hvor René Jørgensen kørte efter,
men vi fik den ikke helt timet og i stedet for det ene sekund, som
Steven Tronet førte med, så fik han udbygget føringen til to
sekunder, da han blev nummer to i spurten og René Jørgensen blev
treer. På dette tidspunkt havde feltet opgivet at hente de 32
ryttere i front, og forspringet var over fem minutter," tilføjer
Team Designa Køkken-Blue Waters sportsdirektøren.
I finalen angreb de to Big Mat - Auber 93-ryttere i frontgruppen
samt nogle af de øvrige ryttere, som var lige efter René Jørgensen,
og det satte lige pludselig andenpladsen i fare.
"Det var lidt paradoksalt, da de kun var omkring et minut efter i
klassementet og pludselig fik de et minut, og så var der ingen til
at hjælpe os med at køre dem ind, da vi havde brugt Michael Reihs
og Michael Færk til at slå hullet ned til løbets førende rytter.
Pludselig var René Jørgensen faktisk ude af podiet og nede på
femtepladsen og Steven Tronet, som ellers var på vej til at vinde
løbet blev bange for at hjælpe os, da han troede, at René Jørgensen
så efterfølgende kunne tage de to sekunder, som han var foran,"
tilføjer sportsdirektøren.
I finalen kunne René Jørgensen og Steven Tronet dog se, at de
skulle samarbejde, hvis det skulle blive til en plads på podiet, og
derfor måtte de trække i arbejdstøjet.
"Fremme i front kom de op på et forspring på to minutter, før
samarbejdet kom til at virke igen bagved og heldigvis fik vi lige
præcis reddet stormen af, så René Jørgensen forsvarede andenpladsen
og slutter to sekunder efter Steven Tronet, men dagens etapevinder
Julien Antomarchi (VC La Pomme Marseille) var kun to sekunder efter
René Jørgensen på tredjepladsen, så det holdt rigtigt hårdt og
heldigvis gik der lidt taktik i den i front om etapesejren, og det
betød reelt, at de smed den samlede sejr i front i dag, men det kan
vi jo ikke være utilfredse med," slutter Allan Bo Andresen efter en
hæsblæsende uge i Frankrig.
"Jeg er rigtig glad for den samlede andenplads. Det har været en
rigtig god uge for mig," tilføjer René Jørgensen, som scorer 32
UCI-point i etapeløbet.
Ronde de
l'Oise - resultat 4.etape