Kuperet dag i Post Danmark Rundt

Anden etape af Post Danmark Rundt blev i dag kørt fra Vildbjerg til Randers over 170 kilometer. Dagens etape var en ret bakket rute med blandt andet Dollerup Bakker og den lokalkendte Tour de France bakken ved Ålum. Afslutningen i Randers var ny i Post Danmark Rundt sammenhæng. Rytterne sluttede med tre omgange inde i Randers by på en 3,3 km lang rundstrækning i Randers by.

Samtlige 119 ryttere i løbet var til start på anden etape. Allerede tidligt på etapen prøvede 10-15 ryttere at komme af sted, men de fik ikke lov af feltet. Derefter var det Danmarks udbryderkonge nummer et Jacob Nielsen, som forsøgte sig, men feltet var ikke interesseret i at Glud & Marstrand - LRØ Rådgivning-rytteren kom af sted.

Efter godt 40 kilometer hæsblæsende cykelløb lykkedes det endelig to ryttere at komme af sted, det var to danskere Michael Tronborg Kristensen (Glud & Marstrand-LRØ Rådgivning) og Thomas Riber-Sellebjerg (Team Concordia Forsikring Himmerland). De fik hurtigt tre minutters forspring før rytterne ramte Dollerup Bakker efter 60 kilometer.

I Dollerup Bakker var dagens første bakkespurt, som blev vundet af Michael Tronborg Kristensen foran Thomas Riber-Sellebjerg, imens Michael Reihs spurtede dig til en tredjeplads nede i feltet foran Floris Goesinnen. Det betød, at Michael Reihs kun var fire point fra at overtage bakketrøjen fra Manuel Belletti (Colnago-CSF).

Forspringet fra de to forreste Michael Tronborg Kristensen og Thomas Riber-Sellebjerg voksede til fem minutter, før Team HTC-Columbia tog teten i feltet og satte tempoet op. Ved dagens anden bakkespurt efter 91 kilometer var Michael Tronborg Kristensen igen hurtigst og snuppede bakkespurten foran Thomas Riber-Sellebjerg, imens indehaveren af bakketrøjen Manuel Belletti snuppede tredjepladsen foran Michael Reihs.

Ved dagens første bonusspurt efter 98 kilometer var Thomas Riber-Sellebjerg hurtigst og snuppede de tre bonussekunder foran Michael Tronborg Kristensen, imens løbets førende rytter Matthew Goss (HTC Columbia) snuppede et sekund og udbyggede dermed føringen i klassementet.

Fra spurten og hen til dagens sidste bakkespurt efter 133 kilometer i Ålum holdt feltet udbryderne stangen, så forspringet var fire minutter. Michael Tronborg gjorde rent bord, da han tog også den sidste spurt foran Thomas Riber-Sellebjerg,  René Jørgensen (Team Designa Køkken - Blue Water) og Gert Dockx (Team HTC-Columbia). Dagens bakkespurter betød, at Michael Tronborg overtager bakketrøjen fra Manuel Belletti.
Ind imod Randers satte feltet tempoet op anført af Team Saxo Bank, det betød, at forspringet faldt til under tre minutter med 30 kilometer til mål. Ved dagens sidste bonusspurt med 24 kilometer til målstregen snuppede Thomas-Riber Sellebjerg igen tre sekunder foran Michael Tronborg, som fik to og Mark Renshaw, som fik et point. Ved spurten lod Michael Tronborg sig falde tilbage til feltet, imens Thomas Riber-Sellebjerg fortsatte alene.

Med godt 20 kilometer til målstregen i Randers, så blev Thomas Riber-Sellebjerg også kørt ind og dermed var feltet samlet. Sprinterholdene gik frem og satte et højt tempo, men det forhindrede ikke Jakob Fuglsang (Team Saxo Bank) i et frækt angreb med syv kilometer til målstregen. Vinderen fra 2008 og 2009 fik følgeskab af Mark Renshaw (Team HTC-Columbia), Pierpaolo De Negri (ISD), Federico Canuti (Colnago - CSF Inox), Geert Steurs (Topsport Vlaanderen - Mercator) samt David Deroo (Skil-Shimano).

Kort før målstregen blev udbruddet dog hentet efter en hæsblæsende jagt, hvor både Jakob Fuglsang og Mark Renshaw angreb fra frontgruppen.

I massespurten sejrede Michael van Stayen (Topsport Vlaanderen) foran Matti Breschel (Team Saxo Bank) samt Bert de Backer (Skil-Shimano). 

"Vi misser udbruddet i dag, hvilket var lidt ærgerligt. Der bliver kørt stærkt fra starten af, hvor der er sidevind-medvind. To mand kommer af sted, og det var da planen, at vi skulle have været med der, men ellers var dagens etape bare en kopi af gårdagens etape, hvor det blev kontrolleret ind i mod mål, hvor der var en lille knold på rundstrækningen," forklarer sportsdirektør Michael Blaudzun efter dagens etape.

I morgen venter der så rytterne kongeetapen fra Hadsten til Vejle over 185 kilometer. Fra Hadsten går det ned over Pøt Mølle, igennem Hammel og med bakkerne ved Sorring og Gjern er bolden allerede givet op. Der fortsættes gennem Silkeborg, hvor Team Designa Køkken - Blue Water vil være på hjemmebane og videre sydpå af efterhånden klassiske veje i Post Danmark Rundt. Masser af småveje og gode stigninger skal forceres på vejen fra Silkeborg gennem Sejs, Laven, Ry, Gammel Rye og Yding Skovhøj, der med sine 173 meter over havet er "Tourens Tag". Efter Ejer Baunehøj og Sattrup køres der ad lidt større veje gennem Lund og Uldum, inden det igen går løs før Vejle ad kringlede småveje gennem Ulkær, Grejsdalen, Jennum, Skibet og Nørre Vilstrup.

Rundstrækningen i Vejle er allerede blevet en moderne klassiker med 21 procent stigningen på Kiddesvej, der hvert år splitter feltet fuldstændigt. En super hård etape, der altid har været afgørende for udfaldet af årets Post Danmark Rundt.

Det er jo den, som vi alle kender. Der er jo ingen kære mor i morgen. Hvis du har benene, laver du et godt resultat, hvis du ikke har det, så er du langt langt væk. Den vil blive domineret af Team Saxo Bank og de har sikkert en plan i morgen. Vi vil køre vores cykelløb, og vi går efter en god etapeplacering. Det er hårde odds i morgen, og det er jo, som det plejer, der er ikke nogen overraskelser. Det er Team Saxo Bank, der skal slås i morgen," fastslår Team Designa Køkken - Blue Water sportsdirektøren.

Post Danmark Rundt - Resultat 2.etape

Direkte interview med Team Designa Køkken-Blue Waters sportsdirektør Michael